Mandag d. 27.3.17. Ogohogoh

Der var flag på morgenbordet idag og gaver, og da vi gik tilbage til værelset, havde personalet dekoreret sengen med massevis af rosenblade og Happy birthday i røde roser samt en stor buket blomster, og så blev der sunget fødselsdagssang. 

Fra morgenstunden var vejret skyet og småregn, men op ad dagen klarede det op og det endte med sol.

Vi startede med at køre ned til Elefantcave, hvor vi så det lille huletempel med Ganesh og Shivalingam. Herfra fortsatte vi til Monkeyforest, hvor vi gik en fin tur, og så på alle de frække aber, der gjorde alt for at hugge de bananer, som turisterne havde med. Ludvig og Ebbe syntes, de var meget underholdende, især da vi kom til en lille dam, hvor de sprang ned i vandet på jagt efter hinanden. En abe havde også fundet en stor frø, som den sad længe og legede med, indtil den slap væk ind imellem nogle buske.

Inden vejene i centrum blev lukket, kørte en hotelbil os ind til fodboldpladsen ved 15.30 tiden. Herfra skulle den store procession starte fra ved 18-tiden. Ludvig og Ebbe fik hver en Pokemon ballon, og vi så på de store flotte Okohokohfigurer både på fodboldpladsen og oppe ved paladset. Vi fandt en cafe på første sal, hvor Ludvig og Ebbe fint kunne se, når nogen kom forbi med Ogohogoh figurer. 

Ved 18- tiden, da vi havde set mange figurer komme forbi, begyndte vi at gå hjemover, inden det blev for mørkt og for sent for børnene. Vi gik over for at gå ned ad Hanomanstreet, da det var den hurtigste vej tilbage til hotellet. Men da vi havde gået et stykke, kom vi ind i den bageste del af en anden Ogohogoh-procession. Et stykke kunne vi komme forbi, men pludselig var der sort af mennesker, og det var også blevet sort nat. Den største Ogohogoh forrest i prosessionen startede en kamp mod en anden stor Ogohogoh, der kom fra den anden side. Dette foregik uden for en fin gammel tempelport, der var illumineret med farvet lys. Mange af Ogokogoherne havde også lys i øjne, øre, hår og mange andre steder. Især Ludvig var begejstret for dem alle. Han deklarerede, at når han var blevet større, og selv kunne gå hele vejen, ville han herned til Bali igen og se dem kæmpe. Ebbe så også ud til, at det var sjovt. Alice og Mads syntes det var lidt hårdt, for de havde hver en af drengene på skuldrene, og Niels fotograferede på livet løs.

Vi indså, at vi ikke kunne komme videre ned ad denne vej. En ung fyr sagde, at vi kunne gå ind ad en smøge og komme ud til en paralelvej, men det viste sig, at vi endte inde midt i et meget fint privat hjem med bl.a. et stort tempel. De traditionelle huse her har ikke indgangsdør, så det kan være svært at se, hvornår man går ind et privat sted. 

Lidt efter fandt vi en tværvej, og kom ud på en paralelvej. Da vi havde gået lidt, kom vi ind midt i endnu en Ogohogohprocession med flotte figurer, fine piger med fakler, og larmende orkester. Denne var dog ikke så stor, så det lykkedes os, at gå forbi uden i siden, medens Ebbe sad på Mads' skuldre og råbte Ogohogoh. Der var virkelig feststemning i hele byen. Folk sad uden for deres huse og så på processionen, og det så ud til, at de hyggede sig og nød deres festaften. Nogen råbte Ogohogoh efter Ludvig og Ebbe, der sad på ryggen af Mads og Alice med deres to store gule Pokomon balloner.

Lige da vi drejede om et hjørne, og var enige om, at nu var vi næsten hjemme, råbte Ludvig fra sin høje udkigspost: "Der kommer flere Ogohogoher efter os". Men de kom ned bagefter os, så dem skulle vi ikke forbi. 

Kort før vi var ved hotellet, kunne vi høre, at der også var en Ogohogohprocession nede ved Monkeyforest, men vi var nu enige om, at vi var sultne og havde set nok flotte og skrækindjagende figurer.

Da vi kom ind på hotellet, smed vi os svedige, våde og trætte i restaurantens stole, hvor vi fik noget aftensmad. Da vi havde spist, kom tre damer ind med fødselsdagskage med lys og dekorationen "Tillykke Grethe 70 år" medens de sang fødselsdagssang, så ikke et øje var tørt, og Ogohogoh orkestret spillede ovre ved Monkeyforest, hvor de også skød fyrværkeri af.

Så var det også ved at være en træt 70- årig, der sagde godnat og gik ned til en stille kop godnatthe på terrassen.

Søndag d. 26.3.17. Tilbage til Bali.

Vejrudsigten havde sagt regn ca. 40 mm idag, så regnslagene var fundet frem, for det var lidt bøvlet med det regn, da vi jo skulle med en båd tilbage til Bali idag. Vore kufferter og os selv  blev stablet på to hestevogne, og så gik det gennem vandpytter og regn det lille stykke ned til havnen. Vi var her i god tid, så der var nogen ventetid, under et halvtag ved en lille bar. 

Adskillige både fra forskellige selskaber lagde til og fik folk ombord, inden de sejlede videre. Vores båd var forsinket, og den måtte ligge i kø ude på vandet, for at komme til kaj. Vi vaklede ned ad den gyngende landgangsbro, med vore tunge kufferter. Alle kufferter blev stablet på taget med en presenning over, og vi kom alle ombord. Heldigvis var regnen holdt op, så det kunne foregå i tørvejr. 

Hvis håret sidder godt fast, kan man også sidde på taget af båden, med knap 50 km/t og modvind bliver man blæst godt igennem.

Så gik det i fuld fart, med de 1500 HK i 6 påhængsmotorer, mod Lombok, hvor nogle skulle sættes af, før vi kunne sætte kursen ud over havet mod Bali. Som sædvanlig var der stor kaos, både da vi gik ombord, og også da vi blev sat i land. Kufferter blev læsset ned fra taget og lagt på kajen i en stor forvirring, sælgere faldbød frugter, drikkevarer m.m. dragere tilbød at slæbe bagagen, og taxafolk tilbød at køre for os. Egentlig havde vi en taxa til Ubud med i bådprisen, men bådagenten fik det gjort så umuligt, med oplysninger om, at vi måske skulle andre steder og aflevere nogen, så vi valgte at tage vores egen taxa, som vi alle og vores bagage kunne være i. Så gik det rask mod Ubud, hvor vi nemt fandt Greenfield hotel. Vi blev indlogeret på et dejligt værelse på første sal med terrassen lige ud til rismarker. Nogen marker er grønne, nogen er ved at blive gule, og nogen er blevet høstet. I en mark, der er blevet høstet, går en flok ænder og snadrer rundt.

Dagen sluttede med at vi satte os på terrassen med en kop aftenthe, medens frøene kvækker nede i rismarker, og cikaderne filer eller hvad det er, de gør for at larme så vedholdende og konstant. 

Lørdag d. 25.3.17. Cykeltur og skildpadde.

Da vi havde fået vores morgenmad nede ved vandet, gik vi en dejlig morgentur langs stranden, og så efter om der var nogle spændende koraller og skaller. Derefter gik det ud til cykeludlejeren, for at aftale, at vi beholdt cyklerne endnu en dag.

Efter en fin cykeltur på tværs af øen, forbi huse hvor de lokale bor, og en "Silvan" med forskelligt hesteudstyr, som f.eks duske af hestehår og bjælder i forskellige størrelser, til at pynte hestene med, kørte vi ud til den fine strand ved restaurant Indah. Her satte vi os under et tamarindtræ med et par kolde frugtdrinks, og med udsigt over det blå hav, hvor bølgerne langsomt skyller ind, og med udsigt til Gili Meno og bagved Gili Travangan. Alle er omgivet af koralrev. Der er tre Gili øer. De ligger på række nordvest for Lombok, og især Gili Travangan er populær blandt unge, der bruger natten på høj, dunkende musik. Det savner vi slet ikke her på vores ø. 

Niels svømmede ud for at hilse på vennerne, de små tropefisk. På vej ud mødte han en skildpadde, som han var nødt til at følge efter med kameraet. Fra land så det ud som om han havde besluttet at svømme til Hongkong, eller hvad der ligger derude på den anden side af horisonten. Da han kom ind igen, var han da også ret høj over oplevelsen med skildpadden, med et skjold der nok var godt en meter lang.

Der sejler en del "købmandsbåde" forbi. De lægger til ved de små restauranter langs kysten og læsser nogle varer af. Det fungerer tilsyneladende bedre, end at lade en hestevogn komme ud gennem de sandede spor.

Midt på eftermiddagen cyklede vi hjemover, igen på tværs af øen, men nu ad en anden vej. Vi kom bl.a. forbi et anlæg med solceller. Alle cellerne vendte mod nord, da vi jo er på den anden side af ækvator, så solen kommer mest fra nord. 

Sidst på dagen havde Ebbe stor lyst til en cykeltur, så Mads trampede afsted med ham i børnestolen. Da vi havde spist, kørte vi ud for at aflevere cyklerne, og på tilbagevejen satte vi os ind på restaurant Raja-Salim, hvor der var levende musik, som vi kunne holde ud at høre på, og endda nød. Her var der Happy Hour, så vi fik en drink, inden vi gik hjem til aftenhygge på tagterrassen ved vort hus. Ude over Lomborg og havet bagved lynede det en del, så vi er spændte på vejret i morgen, hvor vi skal sejle tilbage til Bali.

Fredag d. 24.3.17. Cykeltur og strandliv.

Der var solopgang bag Lomboks vulkan, og månen lå som en skål ovenover. 

Lombok ligger ikke langt fra Gili Air, også der kan vi se, at de bygger ferieresorts.

 Da vi havde fået morgenmaden nede ved vandet, lejede vi cykler, for at cykle øen rundt, der er ca. 5 km. Cyklerne er i nogenlunde stand, men dog ikke perfekte, et gear vil helst ikke reagere, en håndbremse måtte lige bindes fast, selen i barnestolen er lidt mangelfuld, cykelhjelmen er et ukendt fænomen, o.s.v. Men det fungerer. Ude rundt om nordspidsen er vejen flere steder blødt strandsand, så der måtte vi trække. Men ellers er det fint at cykle, det er dejligt med den brise, som cykelturen giver. Samtidig er den eneste trafik, fodgængere og cyklister, samt nogle hestevogne, der transporterer de tunge ting. Men man skal hele tiden huske, at der er venstrekørsel, og det gælder hele tiden, samt at en fodbremse er ikke eksisterende. Utrolig som den fodbremserefleks sidder på rygraden.

Ude ved den lille restaurant Indah satte vi os i deres Gazebo og fik noget koldt at drikke. Stranden var fin og drengene legede der nogen tid. Ebbe samlede store koralstykker, og da han fandt en lille eremitkrebs, var han glad, og gik stolt rundt med den. Han var ikke helt sikker på, at det var bedst at sætte den ned i strandkanten igen. 

Da vi kom tilbage til hotellet, kunne vi lige klare at gå de få meter ned til vandet, hvor vi lå i skyggen af en parasol resten af eftermiddagen. Ludvig fik en vandflaske med brød og vand i, så han kunne fodre hans nye venner, tropefiskene, derude mellem korallerne. Han synes, det er meget spændende at se på fiskene, og Mads fik ikke meget pusterum, før han måtte ud igen med ham. 

Om aftenen mente Ebbe, at vi skulle cykle ud og finde en restaurant. Så vi cyklede afsted, til vi fandt en restaurant med en stor drage. Da vi skulle hjem, var det blevet mørkt, og cyklerne havde selvfølgelig ingen lys på.

Torsdag d. 23.3.17. Sejltur til Gili Air.

Vi var tidligt oppe, da vi skulle med en båd til Gili Air. Kl. 8.00 holdt der en taxa udenfor, alle vore kufferter blev pakket ind, og så gik det de 8 km ned til bådehavnen. Vi var i god tid, så der var lidt ventetid, inden vi kom ombord i en "Fastboat" med fem store motorer på hver 200 hestekræfter, så da bagagen var på plads oppe på taget, gik det ud over Balihavet med 1000 hestekræfter i timen. Vandet stod op om siderne, og en flok russere satte sig op på taget. 

Med elektronisk navigationsudstyr og offeralter var sikkerheden i top

Efter 1 1/4 time var vi på Gili Tarwangan, hvor de fleste stod af. Nogle enkelte skulle med videre, så da de var på plads, gik det, det korte stykke over til Gili Air, hvor båden sejlede op på stranden, så den lå lige i vandkanten, da der ikke er nogen mole, som den kan lægge til ved. Vi måtte ud i spidsen og klatre ned ad en landgangsstige. Hotel Sunrise Resort lå ikke langt fra landgangsstedet, så vi var hurtigt checket ind på værelserne. Vi fik frokost på hotellets cafe nede i strandkanten, medens vi så på havet og gaden, hvor hestevogne, cyklister og fodgængere kom forbi. Der er ingen biler på øen. Al transport foregår med hestevogn.

Derefter tilbragte vi resten af eftermiddagen nede på stranden, hvor vi ser over på øen Lombok. Ebbe byggede slotte, og Ludvig snorklede med Mads og Niels langt ude, hvor de mange små fisk svømmede rundt mellem korallerne. Ludvig blev meget dygtig til det, en ny snorkeldykker blev født denne eftermiddag. Han siger: "Der er vildt mange fisk derude". Han havde næsten ikke tid til at få en milkshake, før Mads og Niels blev jaget ud igen, for at snorkle sammen med ham.

Onsdag d. 22.3.17. Jordskælv og Vandpaladset.

Vi vågnede brat ved at det hele pludselig rystede, vores himmelseng svingede frem og tilbage nogle gange, og så var vi i løb ned ad trappen i nattøj, og videre til Mads og Alice' lejlighed. De var også vågnet ved rystelserne, og havde lige fået vækket Ludvig og Ebbe, og var på vej ud. Vi satte os i en lille pavillon udenfor, og sundede os. Heldigvis kom der ikke flere rystelser, så efter nogen tid vovede vi os indenfor og fik noget tøj på, og fik noget morgenmad. Senere sagde den australske hotelejer, at han havde oplevet det flere gange, men han blev stadig lidt forskrækket hver gang. Skælvets centrum lå i havet ud for Bali, og i hovedstaden var det blevet målt til styrke 5,5.

Vi havde aftalt med en chauffør, at han ville køre os til de to vandpaladser Tirtagangga og Taman Ujung. Vejen derop gik ad nogle små veje, gennem små landsbyer, og mange rismarker. Et sted havde jordskælvet hævet et stykke af asfalten ca 5 cm op midt på vejen, og der var flere knæk på tværs af vejen.

I Tirtagangga vandpalads, havde Ludvig og Ebbe stor fornøjelse af, at gå rundt på de mange sten, der lå i vandet, samtidig med, at de fodrede de store karper, der stak hovedet op overalt, når de smed fiskefoder ud til dem. Det er et fint lille sted med søer, vandløb, broer, gangstier og fine blomster. Det er bygget af en fyrste, der ville have et rart sted, og det stod færdig i 1948.

Lige i nærheden fik vi noget frokost på en restaurant, der næsten også var et vandpalads. Pavillonerne, som man kunne sidde og spise i, lå mellem fiskedamme, og man kunne gå ad små broer imellem dem. Da vi var færdige med at spise, smed servitricen børnenes spaghettirester ud til fiskene, det var meget populært.

Vi fortsatte til det andet vandpalads, Taman Ujung, hvor vi startede med indkøb af fiskefoder, så fiskene kunne fodres af. I en af søerne kunne man leje en plastikpedalbåd, Ludvig og Ebbe valgte en grøn søløve. Så måtte Mads igang med at trampe i pedalerne, han blev dog hjulpet af Ludvig. På tilbagevejen løb Ludvig og Ebbe om kap ad de små stier. Utrolig energi, de udviser i varmen, men kinderne var også røde, da vi kom tilbage til bilen.

Så blev kursen sat hjemover. Der er altid en ceremoni et sted. Idag kom vi igennem en landsby, hvor alle var i sarong og blondebluser, og gik med offerkurve. De var på vej til templet, hvor ceremonien skulle være. 

Tirsdag d. 21.3.17. Dasedag 5.

Stranden i Candi Dasa er ikke så fin som i Amed, men omgivelserne i hotelområdet er meget fine. Da vi havde fået morgenmad, og solen skinnende, gik vi en tur op ad gaden. Der var fortov på begge sider af vejen, så det var meget fornemt. 

Vi fandt ned på en lille cafe ved vandet, hvor vi fik lidt at drikke, medens vi så ud på havet, og øerne ud for Candi Dasa. Det begyndte at småregne på det sidste stykke hjemover, men vi kom dog nogenlunde tørre hjem, der er en del træer ud over vejen, de giver lidt læ. 

Medens vi sad og spiste frokost, kunne vi pludselig se havet blive mere og mere diset, og pludselig kom der en tropeskylle ind fra havet, men vi sad heldigvis i læ under restaurantens halvtag.

Eftermiddagen gik med afslapning og læsning, meden Mads og co. tog på tur til vandpaladset.

Efter at vi havde spist, tog Niels, Mads, Ludvig og Ebbe en aftensvømmetur i poolen, der er flot oplyst om aftenen. Drengene synes, at det er sjovt at bade, når det er mørkt.

Mandag d. 20.3.17. Luwakkaffe, vulkan, Besakitemplet og Candi Dasa.

Da vi havde fået morgenmad og alt var pakket sammen, var det tid til afsked med Alam Sari. Alle vore tunge kufferter blev slæbt ned ad de mange trapper. Vi havde aftalt, at kufferterne blev kørt til hotellet i Candi Dasa i en bil, medens vi andre kørte i en anden bil, med Putu som chauffør. Ham har vi før kørt med, og han er meget god.

Vi startede med at køre ud til en kaffe- og kakaofarm, hvor de fortalte om Luwakkaffe, og han og hun kaffesorter. Vi fik smagsprøver på forskellige kaffesorter og the. Kaffen var der ikke så stor afsætning på, da ingen af os er store kaffedrikkere, men theen var fin. Kattedyret Palmerullen eller Toddykatten (civet på engelsk) spiser nedfaldne kaffebønner og dens afføring indsamles, renses og ristes til den meget dyre luwakkaffe. I et stort bur havde de fem civet gående. Da de er natdyr, sov de fleste i nogle udhulede træstammer, da vi var der. De bliver lukket ud om aftenen og finder kaffebønderne, og om morgenen lukkes de ind igen for at sove. De havde flere lækre ting i butikken, så der blev købt lidt the, chokolade og creme. 

Turen gik videre op til vulkanen Batur. Vejret var blevet skyet, men der var en fin udsigt fra gamle kraterkant, over til den "nye" vulkan, som har været særdeles aktiv de seneste 30 år, sidst i år 2000. Den sorte lava, der var løbet ned ad siderne, var endnu sort med spirende vegation. 

De mange handlende pressede meget på, for at få os til at købe noget, men Ebbe sagde, at vi ikke skulle købe deres rådne æbler, det var en passionsfrugt, som en dame åbnede, for at sælge til ham.

Turen fortsatte til dagens sidste mål, det store modertempel Besakih, hvor vi skulle have en guide med rundt. Det var en ældre mand, der var født på stedet, og han kunne huske, da vulkanen var i udbrud i 1963, og lavaen kom ned mod templet, hvor det stoppede to km. derfra. Man havde netop holdt den 100 årige renselsesfest, da udbruddet kom, og ca. 10.000 omkom bl.a. fordi man ikke tog varslerne alvorligt, på grund af religiøs fanatisme.

Han var ret god til at fortælle om templet. Vi kom helt op til toppen, hvor der var en flot udsigt ud over området og de fjerne strande Sanur og Kuta.

Nu var vi ved at være sultne, og Putu kørte os til en fin restaurant, hvor vi fik noget frokost, medens vi så på den flotte udsigt. Og så gik det afsted mod hotel Bayshore Villas i Candi Dasa. Lige da vi var blevet indkvarteret, kom der en regnskylle, men det forhindrede ikke Ebbe og Ludvig i at hoppe i den lille private pool, der er ved deres treværelses lejlighed. Vi fik en toværelses lejlighed på første sal med udsigt til hotelhaven på den ene side og bjergene på den anden side. Alle værelserne var meget fine, og da Ludvig og Ebbe havde prøvet den første pool, ville de gerne prøve den store pool. Hotellets sidste pool nede ved vandet nåede de ikke at prøve idag. Vi gik en tur ned om stranden, hvor store bølger slog ind. Vejret var ret gråt ude over havet, og da det blev mørkt, kom der en del lyn.

Søndag d. 19.3.17. Sommerfugle, templer og tropeskylle.

Vulkanen stod flot og klart uden for vinduet, da vi vågnede. Efter morgenmaden kom Deva, han havde tilbudt at køre for os hele dagen uden betaling, det var jo flot, og samtidig er han en utrolig god guide, han kan fortælle noget om alt, som vi passerer. 

Vi startede med at køre op til sommerfugleparken i Tabanan, hvor vi gik rundt mellem de flotte flagrende sommerfugle. Et sted var vi inde og se de mange pupper, der skulle udklækkes. Dem der blev udklækket i løbet af dagen, blev lukket ud til de andre sidst på dagen. Alle fik lov at have en fin sommerfugle siddende på hånden. Et andet sted var der nogle vandrende blade, vandrende pinde og kæmpebiller, som også måtte kravle rundt på os. Især de vandrende pinde var store.

Turen fortsatte op i bjergene til ca 1250 meters højde, hvor vi skulle gå en tur gennem de flotte, grønne rismarker i Badan Pengelola. Det smådryppede lidt, og da det var ved at være frokosttid, blev vi enige om at spise frokost, inden vi gik tur. Knap var vi kommet ind i restauranten, før guderne lukkede op for vandhanerne på fuld kraft. Restauranten var et tag på pæle, med en vandkanal hele vejen rundt. Udenfor denne var der rismarker til alle sider. Vandet trommede mod bliktaget over restauranten. Det stod ned i skyller, og som Ludvig sagde: "Vi er nødt til at råbe, for at vi kan høre hinanden". Vi fik noget mad, og spiste i tørvejr, medens vi så på dem, der havde været ude i rismarkerne og nu vendte hjemover i regnen. Det varede ikke længe, før vejen lignede en rivende flod, det er utrolige mængder vand, der kommer ned. Vi blev hurtigt enige om, at vi ikke behøvede at gå ude i rismarkerne. Vi kunne godt nyde det grønne syn fra det bord, som vi sad ved under restaurantens beskyttende tag. 

Vi kom ind i bilen under en paraply, og kørte videre mod templet Pura Ulun Danu Beratan, der ligger smukt ude i en lille sø. Efterhånden stilnede regnen af, og da vi kom ned til templet, var det tørvejr. Vi gik rundt i den velholdte park og så det lille fine tempel. Den regn, der havde været tirsdag, og som vi blev fanget af uden i junglen, havde lavet ret meget ravage her i området ved søen. På de stejle sider, på den anden side af søen, var der sket adskillige store jordskred, og en lille flod havde revet et stort område med sig ved siden af templet.

Vi så også de flyvende hunde, der blev fodret med papaya. Man kunne blive fotograferet medens man stod med dem, men det havde Ludvig ikke helt mod på.

Så var det tid at vende bilen hjemover, og da vi var hjemme ved hotellet, fik vi et spil Uno i sofaen, inden vi spiste.

Lige da vi var kommet op til vore huse, blev der igen åbnet for himlens vandhaner. Et par, der havde fået dækket op ved det lille tempel til Honeymoondinner, måtte skyndsomt trække ned i restauranten.

Lørdag d. 18.3.17. Risterrasser, begravelsesoptog og madlavning.

Da vi alle havde fået morgenmad, startede vi mod risterrasserne i Tegallalang. Vi satte os under et halvtag ved kanten af risterrasserne. Ebbe ville straks ned at gå mellem rismarkerne, så Niels og Ludvig blev tilbage, medens vi andre gik afsted, først lidt ned og så langt opad. Ebbe var god til at gå, vejret var flot, og rismarkerne stod lysende grønne. Da vi kom lidt ned, viste det sig, at vi skulle betale for at gå videre, men vi havde ingen rupies, men Mads klarede det med en engelsk mønt, som han havde i pungen, så vi kunne gå højere op.

Da vi kom tilbage til Niels og Ludvig, satte vi os og nød solen og de flotte omgivelser.

Fra hotellet havde vi hørt, at der skulle være en stor begravelsesceremoni nede i Keliki. Det var som de sagde "King of a family", der var død. Normalt er det kun hver tredje år, der laves så stor en begravelsesceremoni, men på grund af, at det var en meget højtstående person, der var død, blev der lavet en specielt ceremoni for ham. Den afdøde boede på Lombok, men var kommet hjem for at blive begravet her i Keliki. Da vi kørte mod risterrasserne, var der noget trafikkaos, da en lastbil kom kørende med en figur af en ko på ladet. Den var så høj, at nogle mænd med lange bambusstokke, måtte løfte elledningerne nogen steder, så lastbilen kunne køre under.

Da vi kom til Keliki, stod koen og begravelsestårnet nede foran familiens hus. Vi fik alle en sarong på, alle der stod langs ruten havde sarong på, og en del butikker var lukket. Mange mænd i begravelsesoptoget havde hvide bluser på, hvor der på ryggen var trykt et billede af en mand, det var den afdødes portræt. Efter nogen tid, begyndte det hele at bevæge sig op ad gaden. Politiet var udkommanderet, så al trafik blev stoppet. Først i processionen gik en lang række kvinder med offerkurve på hovedet. Derefter kom koen på et bambusstativ, der blev båret af ca. 40 mennesker. Så fulgte begravelsestårnet, hvor den afdøde lå på toppen. Dette stod også på et bambusstativ, der blev båret af ca. 40 mennesker.

Derefter fulgte et orkester, der ihærdigt prøvede at lave noget der skulle ligne noget musik. Til slut kom hele følget.

Vi begyndte at gå hjemover, da det hele havde passeret, men vi skulle samme vej som begravelsesoptoget, så det gik noget langsomt, da vi indhentede optoget. Da vi kom til rismarkerne, drejede optoget ind på begravelsespladsen i en lille skov, og vi fortsatte langs vandingskanalen og en rismark ud til landevejen, hvor der kun var et lille stykke ned til hotellets parkeringsplads.

Så var det tid til et par timers leg i swimmingpoolen, hvor farfar var bådmotor.

Sidst på dagen, da klokken var blevet 16.00, blev vi hentet af Deva, da vi skulle til madlavningskursus hjemme hos ham. Mads og drengene blev sat til at lave kokosmælk, ved at presse vand ind i noget kokos, der lige var blevet revet. Så gik snitte- og hakkearbejdet igang, der skulle hakkes hvidløg, små løg, gurkemeje, galangarod, chilli, bregnespirer og meget andet. 

Ludvig og Ebbe fandt selv på noget underholdning, de så på koen og dens kalv, grisene, hanen, der er familiens vækkeuret oppe ved indgangen til huset, nogle fisk i et stort kar, katten, templet og meget andet. 

Da alt var hakket og snittet, blev de mange retter tilberedt over åben ild i familiens gamle ildsted. Herefter blev der dækket bord, og retterne kom på bordet. Som sædvanlig var det meget lækre retter, og alle spise godt af dem. Det hele sluttede med bananafrittes.

Nu var det også blevet mørkt, og Ludvig og Ebbe var ved at være trætte, og Deva kørte os hjem igen. Et sted på hjemvejen gik 3 store hvide gæs midt på vejen.  Da vi sad hjemme på vores terrasse med en kop the, lød lyden fra de evige cikader, og nogle frøer kvækkede højt i den sorte nat.

Fredag d. 17.3.17. Mads og familie kommer.

Det var sol og vulkanen stod flot oppe over toppene af kokospalmerne. 

Da klokken blev 10.00, kørte vi mod lufthavnen. Der var ret meget trafik, bl.a. fordi skolebørnene også lige havde fået fri. Flyet var lige landet, da vi kom, og efter ca. tre kvarter kom Mads og co. igennem. Vi fik kufferterne pakket i bilen, og satte kursen mod Ubud. 

Da vi kom til hotellet, ville Ludvig og Ebbe straks i swimmingpoolen, så deres udstyr blev fundet frem, og så var de i vandet resten af eftermiddagen. Det var noget, der passede dem godt. Vi fik noget frokost ned til swimmingpoolen, og det spiste alle godt af.

Sidst på dagen gik vi en tur op gennem urtehaven for at se på træerne med kakao, kanel, bananer, passionsfrugter, papaya og meget andet. Der var plantet en del grønsager ud, så der er økologiske grønsager fra egen avl om nogle uger.

Til aften spiste vi på hotellet, Mads og co. var ret trætte, men de klarede at holde ud, så de kunne komme i seng til normal og lokal tid.

Torsdag d. 16.3.17. Afsted til Ubud.

Efter morgenmaden blev vore kufferter lukket, og slæbt op til bilen. Da Niels betalte for hotellet, fik han en lille pose af familiens hjemmeavlede nelliker i afskedsgave. Så gik det mod Ubud, dog med et par stop undervejs.

Da vi kom til Tvillingesøerne, Danau Tamblingan og Danau Buyan, gjorde vi holdt, og så på den fantastiske udsigt, med de store vulkaner i baggrunden og et tempel nede ved søbredden. I området dyrkes der mange grønsager og blomster. Store områder er beplantet med blå hortensia, og store gule tagetes. Der er også mange blomstrende julestjernetræer, og i et skovområde var der mange aber i vejkanten.

          Her må man ikke gå med bare tæer

Turen gik videre til botanisk have, der dækker et kæmpestort areal med 650 forskellige træsorter, og 450 forskellige orkideer, dog var der ikke ret mange, der var i blomst nu. Et voldsomt regnvejr, der havde været på Bali i januar, havde ødelagt en del af parken, fordi vandmasserne havde revet mange ting med sig. Men bortset fra dette, var hele området meget velholdt. Vi så drivhuset med kaktusser fra hele verden, orkideparken og det store område med kæmpestore bambus. 

Så gik det videre og snart var vi ved alle de grønne rismarker rundt om Ubud, men et sted var der sket et uheld med en lastbil, der havde tabt det halve af sit læs med cementposer, så den måtte lige på ret køl, før der var var farbar vejbane i et spor.

Da vi kom til Keliki, kørte vi forbi den unge skrædder, der havde syet blondebluse til Grethe. Den var blevet færdig og passede perfekt. Det ville hun have 37 kr. for, hvilket vi mente, var ganske rimeligt.

Så var det kun at køre rundt om hjørnet, og vi blev atter indlogeret på Hotel Alam Saris værelse Flamboyan.

Da vi havde vekslet nogle penge, gik vi ud for at bruge dem. Vi startede med en Frappe på taget af den italienske restaurant Blackbeach, medens solen var på vej ned, og de fire fra Fredericia lettede med Singapore Airlines fra København. Vi brugte aftenen på lidt indkøb og noget aftensmad, inden vi gik op til paladset, hvor vores taxa kom lige efter, og turen gik hjem til Alem Sari i den stjerneklart nat. Et sted på den smalle vej måtte der lempes lidt, da en stor lastbil kom imod os, og vi skulle passere hinanden. Vandingskanalen til rismarkerne løb på begge sider af vejen, og dem skulle vi jo helst ikke havne nede i.

Onsdag d. 15.3.17. Begravelse og rismarker.

Da vi havde fået morgenmad, kom værten og sagde, at han lige havde hørt, at  begravelsesceremonien i nabolandsbyen Gesing, lige var begyndt, han ville gerne køre os derop. Vi greb hurtigt vore saronger og kørte med. 

Da vi kom til begravelsespladsen, der lå ned ad en skråning i udkanten af byen, var en præst ved at lave nogle ritualer ved et lille alter, der var lavet af flækket bambus. Den slags altre ser man mange steder på Bali. Kisten med den afdøde, en 62 årig mand, stod ved siden af, dækket af noget gult og hvidt klæde. Familien og andre stod rundt omkring med offerkurve, alle i traditionelt balinesisk tøj, kvinderne i deres flotte, farvede blondebluser. Det er selvfølgelig helt ukendt for os, hvad de foretager sig med præsten, men en mand forsøgte at forklare Niels, hvorledes, de gjorde det. Han fortalte også, at senere skulle de på pladsen brænde en anden afdød. 

Inden kisten blev sænket  ned i et hul, blev klædet taget væk, og præsten lavede forskellige velsignelser med blomster, hellig vand og andet ned til den afdøde. Da kisten var blevet sænket ned, blev den dækket med et bambuslåg, og derefter kom der jord på. Til sidst blev der sat et lille rækværk af flækket bambus op rundt om, og præsten lavede igen nogle velsignelser med den nærmeste familie. 

Der var mange mennesker på begravelsesområdet, de stod og sad rundt på området og snakkede og hilste på hinanden. Der kom også en "isknallert" forbi i håb om lidt salg. Som isbilen derhjemme, havde hans højtaler en lille melodi, som han spillede, medens præsten passede sit begravelsesarbejde.

På vej tilbage til hotellet kom vi forbi et hus, hvor de var ved at pille et halvtag ned. De havde for tre dage siden fejret husets søn, der havde tre måneders fødselsdag med ca. 100 gæster. Når vi går forbi sådan noget, hilser mange på os, og vil meget gerne fortælle, hvad der har været.

Efter frokost gik vi en tur ud mellem rismarkerne, vi synes næsten, at risen er vokset på de tre dage, vi har været her, men det går jo også hurtigt. Vi passerede et stort avocadotræ med masser af avocado, og her i området er der også masser af nelliketræer. Stien, der var på et kort fra hotellet, forsvandt for os, men vi fortsatte gennem nogle terrassen med bananpalmer, og kom ud på vejen, der går forbi hotellet, så den fulgte vi hjemover.

Da mørket begyndte at sænke sig, farvede aftensolen himlen flot rød, og i det fjerne kunne vi se en høj vulkan ovre på Java. En ildflue flyver rundt på vores terrasse, og rundt om palmen ved vores terrasse flyver en flagermus på jagt efter mad. Musikerne oppe i landsbyen er igen begyndt at øve deres musik.

Tirsdag d. 14.3.17. Jungle, sol og vand, - meget vand.

Dagen startede i strålende sol, og risterasserne udenfor vores dør lyste grønnere end grønt. 

Vi havde aftalt med værten, at han skulle køre os op til starten på en sti gennem junglen til to store vandfald. Han havde tegnet en skitse til at guide os til vandfaldene, den indeholdt forskellige kendetegn, som f.eks. tre palmetræer, to templer, en bro og lignende, som vi skulle finde for at vide hvilken vej, vi skulle tage. Vi checkkede den af med maps.me på telefonen, og det stemte fint. 

Da vi var kommet et lille stykke ud ad stien, kom vi forbi et hus, hvor en ung kvinde stod med hendes kun 19 dage gammel søn, som hun var meget stolt over og glad for. Hun havde en lille butik, hvor hun solgte krydderier og andre ting til turisterne. Der gik et stykke tid med at beundre sønnen og købe nogle krydderier. 

Det var ikke altid lige let at finde stien, nogle steder var den skyllet væk og lagt om, men gps' en hjalp os igennem. Stien gik først dybt ned i en slugt, hvor floden løb, og herfra fulgte vi floden op til første vandfald. Vegetationen var meget varieret, og ind i mellem var der kakaotræer, kaffebuske og bananpalmer, men det så ikke ud som om, de rigtig blev udnyttet, et sted gik vi og gled i kaffebønner, som var faldet af buskene. Visse steder var stien ret smal og med en stejle skåning ned på den ene side, og vandløb måtte krydses på vakkelvorne bambusbroer.

Det første vandfald var nok 30 - 40m højt, og gemte sig næsten i vegetationen, som netop her var med mange meter høje bambus. Lianer hang ned fra træerne, der voksede op at de stejle skrænter, og fint forstøvet vand fyldte luften. Det hele mindede lidt om en kulisse til en Indiana Jones film.

Fra bunden af vandfaldet gik der en trappe med flere hundrede trin til toppen. Da vi var kommet op, var der et lille skur, hvor en mand opkrævede 5 kr i entre til det næste vandfald. Vi faldt i snak med ham, sammen med en dame fra Barcelona, som alene var på vej den modsatte retning. Store julestjernetræer stod rundt om hans skur.

Efter det andet vandfald, skulle vi følge en vandingskanal, ligesom levadaerne på Madeira, det var nogen steder næsten for spændende, når man skulle balancere på en 20 cm cementkant, fordi jorden delvis var skyllet væk. Det var godt vi havde vores vandrestave. Efter et stykke tid måtte vi have regnslagene frem, da vandet pludselig stod ned i tove. Vi stod under et stort træ, og mærkede ikke så meget til regnen, men pludselig kunne træet ikke bære mere vand, og så var det som at stå under en lunken bruser.

Vandingskanalen blev efterhånden til et almindelig vandløb og stien blev smallere og smallere, og vi begyndte at tvivle på, om vi var på rette vej. Vi vendte om og gik tilbage til et hus, hvor der var lavet en bro over vandløbet af to træstammer og et bambusrør, så gjalt det om at støtte sig til vandrestavene og holde tungen lige i munden. Herfra var der en fin sti og efter mindre end 100 m stod vi på hovedvejen til Munduk, hvor det var aftalt, at værten skulle afhente os. 

Men det var ikke det aftalte sted, stien der forsvandt, var alligevel den rigtige. Vi begav os ned af vejen, som nærmest var blevet omdannet til en flod. Da vi nåede det rigtige hus, havde vandet samlet sig i den ene side af vejen, og det var kun med forsigtighed vi kunne forcere strømmen. Der var dog ikke nogen vært endnu, og vi måtte ringe efter ham. 

Da han kom i sin pickup, var vandstrømmen blevet endnu værre, og vi måtte klamre os til ladet for at komme rundt om bilen, så vi kunne komme ind. 

Bilturen var heller ikke uden problemer, bilen havde ikke varmeapparat så forruden duggede til, lige så hurtig man tørrede den af, så Grethe sad i midten og var indvendig vinduesvisker med hånden. Men vi nåede sikkert hjem, efter en meget spændende dag, der sluttede med at få en meget våd afslutning.

P

Mandag d. 13.3.17. Til bjergene og Munduk.

Der var stor aktivitet denne morgen blandt fiskerne, det så ud til at fangsten havde været god. Flere fra hotellet var nede ved en fiskerbåd og få fisk med hjem. Det var især makreller, der var fanget denne morgen. Ude på havet var der tæt af fiskerbåde langs hele horisonten.

Vores fiskevenner var begge på stranden og hjælpe med at tømme garnene for fisk. 

Vi fik sagt farvel til det personale, der havde hilst os så hjertelig velkommen for mere end en uge siden, og vi fik lukket vore kufferter. Frankie fra cafeen ved siden af, var klar til at køre os op i bjergene, efter mange, fine dage ved stranden. 

Turen gik fint og der var ikke meget trafik det første stykke vej, men da vi kom op mod Lovina, tog trafikken til, knallerter suste rundt alle vegne, som en flok myrer, og i nogle af småbyerne hang skoleeleverne omkring snackboderne.

Snart gik det op i bjergene ad nogle små snoede veje, hvor rismarkerne lå i terrassen ned ad bjergsiderne, og ved middagstid var vi i den lille by Munduk i 650 meters højde. Det betyder, at temperaturen falder nogle få grader, men det er også i orden med 27 grader i stedet for 32 grader. 

Vi blev indlogeret på første sal i et dejligt værelse på hotel Lesong med udsigt lige ud i et par palmetoppe og en forrygende udsigt videre ud over risterrasserne, hvor de hvide Ibis med orange halse stod og ventede på at få en frø til frokost. Længere ude lå bjergene og fjernt ude i vest kunne vi se et stykke strand. Det er et lille hotel med 4 værelser og en restaurant.

Sidst på eftermiddagen gik vi op til den lille by Gesing. Der skulle være en lille sti ned igen, men en mand fortalte os, at den var meget stejl, så vi hoppede bag på hans og hans søns knallerter, og suste ned gennem hårnålesvingene som bagsædepassagerer, de skulle alligevel den vej ned. Kort efter at vi var hjemme, kom der en regnbyge, så det var heldigt med et lift tilbage.